Lige præcis 79 dage siden sidste indlæg 🙁 Det er altså bare ikke godt nok tænker mange måske… men ved i hvad? Jeg har ikke kunnet gøre det på andre måder.
Jeg har været udfordret på flere niveauer i forhold til sygdom/arbejde og i mit privatliv. Alt er jo filtret ind i hinanden når man er mig, og dermed kommer jeg også til at forplumre tingene for mig selv.
Min fysiske arbejdsevne er desværre ikke kompatibel med min psykiske arbejdsevne – og det giver virkelig mudder i maskineriet. Hen over vinteren og frem til nu er min sygdom blevet forværret, og jeg har måttet sande, at min nuværende flexjob-status på 9 timers arbejde om ugen er for meget. Og det skræmmer mig!
Min bedre halvdel har stået sammen med resten af familien på sidelinjen og set, hvordan jeg var i færd med at destruere mig selv. De har kunnet se kursen, men har ikke haft en kinamands chance for at komme igennem mit selvfede, selvretfærdigende skodpanser som jeg har bygget op som et beskyttende værn omkring mig selv.
Realiteten har været svær at “face” og er til stadighed en stor sorg som står råbende ubearbejdet og skriger mig i fjæset.
Så nu er det NU
Nu – jeg skal starte endnu en fase af mit liv med at deale med den “virkelighed” som helt realistisk er min.
Deraf overskriften : Stille før storm – ord med mange betydninger 🙂
Vær den første til at kommentere på indlægget