Lang tid er gået og mine indlæg har været få. Mange ting er sket og det har ikke udelukkende været dårlige, men de der var, var så til gengæld ganske horrible.
Min “historie” starter i foråret *17. Jeg bliver syg af mit arbejde. Igen. En forfærdelig kombination af pleaser-gen, stærk arbejdsmoral, dårlig chef og ikke mindst en ødelagt krop. Slutresultatet af denne crazy*e cocktail bliver, at jeg må stoppe og begynde hos en psykolog som kan hjælpe med at finde tilbage til “mig” og han lærer mig denne sætning som mit fremtidige værktøj “jeg kan” men “jeg skal ikke“.
Min far bliver indlagt på hospitalet efter lang tids smerter i en storetå som han slog imod et bordben. Det ville ikke rigtig hele og nu var der ulidelige smerter også i det andet ben. Her finder man ud af at der ingen puls er i begge ben. Han undergår en stor operation med indlæggelse af stents i begge lysker samt ny åre fra den ene side til den anden. Resultatet viser sig at være pauvert og smerterne fortsætter hen over efteråret.
I slutningen af oktober hvor Per har fødselsdag, bliver min svigerfar syg, meget alvorlig syg af kræft i hjernen og vi mister ham i starten af december. Sorgen er overvældende. Og er det stadig.
Det bliver jul, og Per bliver syg. Vi tror det er influenza og henover nytåret og godt ind i januar er han for det meste i sin seng. Han går på arbejde men kommer hjem og minder mest af alt om en skudt gadehund. Efter utallige opfordringer (læs = tryglen) går han til læge og får konstateret begyndende sukkersyge udløst af traume, sorg og stress.
Jeg er i al denne tid “bare” derhjemme ….. og heldigt for det, for min far bliver mere og mere syg, og jeg bruger timer på sygehuset som andre bruger på deres arbejde. Alt imens vi også sælger og køber nyt hus. ( Det kaldes at gå “all in” på at fucke eget liv op ? ). Efter flytningen som indebærer ny kommune, som i mit tilfælde jo ikke bare er et spørgsmål om et andet sygesikringskort, nej – det indebærer også et team af kommunefolk som står klar til at hjælpe mig videre imod et nyt arbejde. Kropsmæssigt var jeg på ingen måde klar, men der var sååå meget “støj” i mit liv at jeg rent mentalt havde brug for et job så jeg kunne parkere alt det private derhjemme og bare i nogle timer være en som alle andre.
Og jeg fandt et job….. jobbet der får alle andre jobs til at blegne. Job i en garnforretning i Vejle. Min ynglingsbeskæftigelse puttet i forklædning som arbejde. Tænk at få lov til at være så privilegeret at kunne putte garn på hylder, farvekoordinere, strikke, organisere, pynte og sælge “guld” hver gang man er på arbejde. Det er mig – det er min virkelighed. Og jeg elsker det.
Men som med alt andet i mit liv så skal jeg jo ikke ha` snotten for langt frem. For midt i denne herlighed af garn og strik ender min “Huja” med en diagnose som Bipolar. Og hvad gør man så ved det. Jeg har ikke regnet det ud endnu – og egentlig er det også ligemeget. For min kærlighed til hende er uden forandring. Og hvis det at være bipolar er at være som hende – så ja tak. Farvestrålende og fantastisk ?.
Sidenlangs med hende har jeg jo også de 2 andre. Min søn (Basse) som igennem mange år har haft sine “struggles”. Men de falder også på plads, så småt. Og den rejse er jeg en del af. Han er så stærk og så kraftfuld, og den hjerne….. det kan godt være den ikke helt vil lade ham i fred nogen gange, men den er alt andet lige – amazing – og bestemt misundelsesværdig. Hans evne til at lære gad jeg godt eje ?.
Og musling…… mit lille hjertebarn. Hende der føler alting dobbelt. Hvilket har været en forbandelse for hende i mange år, har fundet sig til rette i et fag hvor det kommer til sin ret. Hvor det opnår sit fulde potentiale. Stadig med de knubs som det giver at være dobbelt empatisk over for andre men ikke for sig selv ?.
Men jeg ved hun lander på begge ben – som sin mor.
Nå…..men historien slutter ikke her. Min far ender, efter mange indlæggelser og operationer med at få amputeret begge ben. Spærret inde i et hus med trapper op til alle indgange. Og med min mor som heller ikke er for godt gående.
Hvorom alting er, så vil de ikke flytte fra huset og jeg kan på det emotionelle plan sagtens forstå det, selv om det vil være det bedste.
Men skæbnen vil det anderledes og i december falder min mor og brækker sit højre ben meget alvorligt. Alt er pludselig i vælten igen og mit mentale stressniveau er på level 4000. Jeg er så presset på min egen sygdom, det at have et arbejde (omend jeg elsker det – så ville min krop være bedre tjent uden), vinteren er over os, og nu også to forældre som er spærret inde i deres hus.
Skyd mig – PLEASE
Men historien, for mine forældres vedkommende, ender nu i en fantastisk 3 værelses lejlighed i Egtved centrum med mulighed for, at min far selv kan trille ud og handle. En ting som han har savnet i 1 1/2 år. Og min mor mister godt nok sin elskede eng, men får til gengæld den mest misundelsesværdige altan, hvor hun kan ha´ alle de krukker hun lyster – og stadig være i stand til selv at kunne holde dem, uden at være ked af og frustreret over, at se planterne og tingene gå i forfald.
Nogle gange, i denne rummel af livs-begivenheder, har det virket som om at vi har valgt alt socialt fra. Det har vi også i en vis grad – men ikke fordi vi hader vores venner og bekendte, men simpelthen fordi vi ikke havde mere plads på harddisken. Det har faktisk været pænt frustrerende at måtte sige nej gang på gang.
Så hermed et stort og dybfølt undskyld. Vi gør det bedre i `19 🙂 .
Og for mit vedkommende….. Ja, jeg bestemmer jo selv hvordan min historie ender. Eller i hvert fald hvor fokus skal være. Og det er ikke med blikket på alt det triste der er sket. Nej, for godt nok har det været hårdt – og det bliver det 100 % igen, men når dagen slutter og jeg ligger i min seng så glædes jeg til stadighed over alle de appelsiner som ligger i min turban. Jeg elsker og jeg bliver elsket.
Og jeg har min Per, mit hus og mit GARN ❤️
