Søs Fengers fløjlsbløde vokal svøbte den mere end 100 år gamle teatersal på Horsens Ny Teater ind i vellyd og gav de fremmødte publikummer en go’ røvfuld af hendes allerbedste.
Med risiko for at komme til at sætte Søs Fenger i den forkerte kategori, må hun betegnes som en af de allerstørste og mest betydningsfulde kvindelige sangere fra min egen ungdom. Først i NEWS og senere som fænomenal solist.
Jeg husker stadig, hvordan hun fuldstændigt tryllebandt publikum (mig selv inklusive) på det noget mindre Horsensianske spillested Kulisselageret i slut 90’erne da hun gæstede stedet med en akustisk trup af drømmemusikere – heriblandt Jonas Kragh, Emil De Waal og Morten Woods.
Som ung udøvende musiker, betragtede jeg koncerten med korslagte musiker-arme fra de bageste rækker, men måtte kapitulere og fuldstændigt give mig hen i det der skulle vise sig at blive en ikonisk koncert.
Aftenen føltes så intim og intens, at man på det nærmeste sad med på skødet af den allesteds nærværende underskønne solist.
I dag – godt og vel 15-20 år senere (og et par kilo på sidebenene) – tog vi tilløb for at nyde en aften med nogle af hendes allerbedste fra den gloværdige karriere – denne gang på den noget større scene på Horsens Ny Teater. Det blev en dejlig aften med et musikalsk tilbageblik, men koncerten kom på intet tidspunkt på samme intense niveau som ved tidligere koncert.
Søs er som en go’ flaske årgangsvin…
Vi havde sikret os billetter på en af de forreste rækker til hvad der skulle vise sig at være en sidde-koncert. Jeg har aldrig rigtigt forstået konceptet – rytmisk musik sætter gang i kroppen, og så er det altså svært at komme rigtigt i stemning siddende på en teaterstol.
Desværre er Horsensianerne svære at trække op på en trist torsdag, så vores gæt var, at kun omkring 120-150 personer havde løst billet for at nyde koncerten og Søs’ charmerende selskab.
Selv virkede den lille Københavner veloplagt, og hendes vokal var intet mindre end mesterlig! Det er ikke til at høre, at der er rendt et par sandkorn gennem timeglasset – nærmest tværtimod. Søs vokal er som en god flaske vin eller en Stradivarius violin – bedre, mere nuanceret og endnu mere dyrebar med tiden.
Ingen hokus-pokus med vokalen
Søs leverede en vifte af de bedste sange gennem tiden og koncerten var opdelt i 2 sæt. I det andet sæt bevægede vi os væk fra forreste stolerække og placerede os tæt ved lydmanden for at få andre nuancer af koncerten. Jeg tog mig selv i flere gange at tjekke lydmandens gear for lige at se, om der skulle være benyttet vocal-elektronik for at pynte. Men nej – den var go’ nok – det var 100% Søs… Imponerende!
Med sig havde hun en lille håndfuld unge håbefulde musikere som alle kunne noget inden for hvert deres felt, og bedst svingende var bandet, når det var et up-beat nummer med lidt “godaw” i.
De go’e gamle og lidt fra den nye skuffe
Størstedelen af sætlisten bestod af velkendte ørehængere, men der var også afstikkere til de nyere og knap så kendte numre.
Alle blev introduceret med små varme anekdoter, og sjovt nok, var det for det meste venindernes eskapader der blev sunget om, når det var gået galt med eskapaderne hos det modsatte køn.
Bandet var godt sammenspillet og lyden var god og detaljeret – for det meste… Mange af arrangementerne var forfinet i forhold til originalindspilningerne, og enkelte steder manglede man derfor “signatur-melodien” i et solo-passage eller lignende.
Den smukke “Du er” var flot arrangeret, men man manglede virkelig en erstatning for den ellers så ikoniske mundharpe-solo. Lidt en skam, men manglen blev i nogen grad opvejet af det svævende og luftige arrangement som specielt keyboard-spilleren lagde under numrene som et blødt tæppe af mos på en varm sommerdag.
Flotte keyboardarrangementer – skrækkelige soli…
De luftige arrangementer var tangent-spillerens store bidrag til musikken, mens hans soli desværre ikke var i samme høje niveau. De var mildest talt forfærdelige. Både solo-lyde og forsøget på at jazz’e sig igennem pop-numrene virkede desværre mere som et agressivt og malplaceret fremmedelement i musikbilledet – de faldt helt udenfor. Ærgerligt!
Trommeslageren virkede i første halvdel en smule “stækket”, men efterhånden som koncerten skred frem og numrene tog til i dynamik, viste han mere tænder og lagde et lækkert fundament under musikken sammen med den bundsolide bassist.
Guitaristen var ingen ringere end producer og sangskriver Noah Rosannes der passede rigtigt godt ind og havde en stor musikalsk indlevelse i Søs’ popunivers.
Alt i alt en rigtig hyggelig aften i selskab med en af Danmarks ubetinget STØRSTE kvindelige vokaler der med overlegenhed beviste, at det langt fra er slut – vokalen er som for 20 år siden – frisk, fin og i sandhed forførende!
Vær den første til at kommentere på indlægget